Halloween Fest
Halloween film

Halloween er lig med gyserfilm. Her er 13 bud på et godt Halloween-gys.

1. Maskernes Nat
’Halloween’, instr. John Carpenter (1978).
Den ultimative Hallow-een-gyser. Jamie Lee Curtis er babysitteren, der jages af den maskerede morder Michael Myers. En af de mest kopierede skrækfilm, men intet slår originalen. Her får du med garanti det ene chok efter det andet.








2. Motorsavsmassakren
’The Texas Chain Saw Massacre’, instr. Tobe Hooper (1974).
Verdens bedste gyser. Alene titlen er nok til at give dig brækfornemmelser. Fem unge kommer i kløerne på den mest sindssyge kannibalfamilie, du har set. Spørgsmålet er ikke så meget, hvem der overlever, men hvor meget der er tilbage af dem.








3. Eksorcisten
’The Exorcist’, instr. William Friedkin (1973).
Linda Blair spiller pigen, der bliver besat af en dæmon, Max von Sydow spiller den katolske præst, der forsøger at uddrive den. Fik folk til at besvime i biograferne, da den kom frem, og selv efter 35 år er det stadig en af de mest uhyggelige film, verden har set.








4. Psycho
Instr. Alfred Hitchcock (1960).
Alfred Hitchcock satte en ny standard for, hvor brutalt et menneske kunne dø på film – og publikum elskede det. Scenen i brusebadet er en af de største i skrækfilmens historie, og Anthony Perkins er perfekt i rollen som neurotisk motelejer.








5. De Levende Døde
’Night of the Living Dead’, instr. George A. Romero (1968).

De døde vågner og har en voldsom trang efter at spise menneskekød. Vi følger en lille gruppe mennesker, der har forskanset sig i et hus. Sort-hvid og en af de første rigtige splatterfilm.







6. Fredag den 13.
’Friday the 13th’, instr. Sean S. Cunningham (1980).
Den ultimative ‘unge mennesker tager langt ud i skoven og bliver slået ihjel’-film. Man kan blandt andet opleve Kevin Bacon få presset en pil op gennem halsen. Blev en kæmpe succes, og der kom hele ti fortsættelser. En ny er klar i biograferne fredag den 13. februar 2009.









7. Dødens Gab

’Jaws’, instr. Steven Spielberg (1975).
Steven Spielberg tog en småkedelig roman og forvandlede den til et nerveflænsende mareridt, der har givet mange mennesker vandskræk. Roy Scheider, Robert Shaw og Richard Dreyfuss jager den store, hvide haj. John Williams har komponeret det berømte tema.









8. Evil Dead 2: Udrydderen
’Evil Dead II’, instr. Sam Raimi (1987).
Dæmonerne hyler gennem skoven, arme og ben bliver hugget af, blodet sprøjter i litervis, og hoveder skæres op med motorsave i den vanvittige gyserkomedie. Filmen kører i et hæsblæsende tempo, og man udsættes for et festfyrværkeri af groteske scener.










9. Saw

Instr. James Wan (2004).
En af de senere års største horror-succeser. Den mystiske Jigsaw placerer folk i sindrige fælder, hvor de er nødt til at gøre vold på sig selv eller andre for at slippe fri. Det er stærke sager, og der kræves en mavesæk af metal, hvis man skal komme igennem denne film. Slutningen vil give dig åndenød.









10. Scream
Instr. Wes Craven (1996).
En morder med spøgelsesansigt, slagter løs blandt studerende. Dynamisk og underholdende ungdomsgyser med masser af referencer til skrækfilm fra 80’erne. Det sidste kvarter får dig helt ud på sofakanten.









11. Frankensteins Brud
’The Bride of Frankenstein’, instr. James Whale (1935).
Klassisk skrækfilm, der er en fortsættelse af ’Frankenstein’ fra 1931. Boris Karloff er tilbage i rollen som monsteret, der tvinger dr. Frankenstein til at skabe en livsledsager til ham. Resultatet er både tragisk og rædselsvækkende. Filmen byder både på horror og kulsort humor.










12. Den Sjette Sans
’The Sixth Sense’, instr. M. Night Shyamalan (1999).
Gyset kryber langsomt ind under huden på dig i denne film med Bruce Willis som børnepsykiateren, der får en usædvanlig patient: En dreng, der kan se døde mennesker. Her bombarderes du ikke med den ene chokscene efter den anden, men filmens slutning rammer lige i mellemgulvet.








13. Sleepy Hollow
Instr. Tim Burton (1999).
Den klassiske historie om den hovedløse rytter er kommet en tur igennem Tim Burtons finurlige fantasi, og resultatet er både storslået og skræmmende. Johnny Depp spiller den nervøse politimand Ichabod Crane, mens Christopher Walken er dæmonisk i rollen som rytteren.
Gå til forsiden